Acts 4

1Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem, 2hvilke forstøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde. 3Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften. 4Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde. 5Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 6saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 7Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette? 8Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Ældste! 9Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han har erholdt Frelse, 10da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine. 11Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen. 12Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste. 13Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus. 14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod. 15Men de bøde dem træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: 16hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte. 17Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. 18Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. 19Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. 20Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. 21Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet. 22Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel. 23Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræsterog de Ældste havde sagde til dem. 24Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, 25som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? 26Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. 27Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, 28at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. 29Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, 30idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. 31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed. 32Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles. 33Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. 34Der var ei heller nogen Trængende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte, 35og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver eftersom han havde behov. 36Men Joses, som af Apostlerne havde faaet det Tilnavn Barnabas, (Det er udlagt: trøstens Søn), en Levit, født paa Cypern, solgte en Ager, som han havde og bragte Pengene og lagde dem for Apostlernes Fødder.